Dykkere fandt menneskeknogler i dansk sø

En lægbensknogle, der stak op af søbunden blev det makabre fund, da de skærstorsdag i påsken var ude at dykke i Knudsø ved Skanderborg.

Fundet blev gjort på 20 meters dybde omkring 300 meter fra land.

Dykkerne kom fra N.O.W Dive Dykkercenter i Skanderborg, og da der kunne være tale om en kriminalsag valgte dykkerne at bjærge knoglen samt en hælknogle og en hofteskål fra liget.

Sagen blev via det lokale museum og politiet overdraget til Retsmedicinsk institut, hvor man stadig i slutningen af juni måned arbejder på at aldersbestemme knoglen.

– Det eneste vi med sikkerhed kan sige, er, at der er tale om gamle knogler – mere end 30-40 år gamle. Lige nu er vi ved at foretage en kulstof 14-analyse af fundet for at fastslå, om der er tale om et forhistorisk fund, siger museumsinspektør ved Skanderborg Museum, Ejvind Hertz, til Sportsdykkeren.

Hvis fundet er forhistorisk, så er det meget spændende, siger Ejvind Hertz.

– Museet arbejder i disse år på at udgrave en større offerplads ved Mossø få kilometer derfra, hvor en hel hær er blevet ofret inden for 50 år efter år 0. Det kunne være meget spændende, hvis dette fund stammer fra den samme tidsperiode, siger museumsinspektøren.

Museet venter, at dateringen af knoglen først vil være afsluttet ved juletid.

Læs også