Arkæologer på jagt efter nazifly i sø

Foto: Dan Ersted Møller, Viborg Museum
Foto: Dan Ersted Møller, Viborg Museum

Det udløste begejstring og omfattende mediedækning, da Viborg Museum i november og december gjorde et forsøg på at finde resterne af et tysk kampfly, der muligvis styrtede i Hald Sø syd for Viborg i 1943 eller 1944.

Historien om flystyrtet har levet som en myte på egnen siden, og lokale sportsdykkere har flere gange forsøgt at finde flyet i søen. Det er dog ikke lykkes – og nu ville museet gerne prøve kræfter med opgaven.

Styrtede i vandet

Arkivleder Dan Ersted Møller fra Viborg Museum fortæller, at museet før efterforskningen gik i gang ikke kendte til andet end rygter om styrtet. Den store opmærksomhed har dog været med til at gøre myten mere håndgribelig.

– To øjenvidner til styrtet meldte sig til os. Og samtidig har vi fundet skriftlige kilder, der fortæller om styrtet. Vi er derfor blevet bestyrket i vores tro på, at et fly styrtede i søen under krigen. Men vi kan altså ikke bekræfte myten, før vi finder det, siger Dan Ersted Møller til Sportsdykkeren.

 

Sidescan-sonar startede hype

Ved museets første eftersøgning i november 2015 sejlede marinearkæologer fra Strandingsmuseum St. George, Nordjyllands Kystmuseum og Moesgaard Museum rundt i den nordlige del af søen, hvor flyet menes at være styrtet. De søgte efter flydele med en sidescan-sonar.

Den første undersøgelse identificerede tre forskellige interessante steder – blandt andet et sted, hvis form og størrelse kunne ligne en flyvinge.

 

Danmark var centrum for frygtede jægere

I de sidste år af Anden Verdenskrig spillede Danmark en nøglerolle i Tysklands luftforsvar. I Karup lå et kommandocenter, der styrede luftforsvaret i hele den nordlige del af Tyskland og de besatte lande mod nord. Samtidig fungerede et netværk af danske flyvepladser som landingsbaner for de tyske natjagere, der tit først afbrød deres patruljeringer umiddelbart før, at de løb tør for brændstof.

– Danmarks rolle i det tyske luftforsvar er ikke særlig godt belyst. Men vi mener, at der har været stor aktivitet i det danske luftrum, siger Dan Ersted Møller.

Formodningen er, at det var en af de tyske natjagere, der styrtede ned i søen – måske på vej hjem fra en mission.

– Øjenvidnerne var store børn, da de så flyet. Motoren hakkede og satte ud flere gange – og til sidst dykkede det i en meget stejl vinkel ned over søen.  Kort efter indledte de tyske besættelsestropper angiveligt en redningsaktion, siger Dan Ersted Møller.

 

Dykker i vandet

Den 15. december var museumsfolkene igen i bådene på Hald Sø. Denne gang havde de også et magnetometer med, så fundstederne kunne afsøges for metal.-

– To af de udpegede steder gav ikke noget udslag overhovedet, og de kunne derfor udelukkes. Det sidste sted – det fund, der lignede en flyvinge – gav derimod et meget stort udsving, siger Dan Ersted Møller.

– Vi sendte en dykker derned – men det viste sig meget hurtigt, at der var tale om et stort område med jernmalm, der lå på en skrænt i søen. Malmen er efter alt at dømme ført til Hald Sø fra Norge under istiden, og har altså ikke noget med krigen at gøre, fortæller arkivlederen..

 

Kan gemme sig i bunden

Selvom flyet ikke er fundet i denne omgang, så er der dog ingen grund til at opgive håbet, siger han. Det kan ligge andre steder i søen, eller det kan gemme sig i det metertykke dyndlag på bunden, hvoraf magnetometeret kun kan undersøge de første par meter. På trods af de forgæves undersøgelser i slutningen af 2015 kan man dog ikke sige, at flyet ikke er styrtet ned i søen.

– Undersøgelserne udelukker, at flyet er, hvor vi troede at det var. Men vores øvrige undersøgelser og samtaler med øjenvidner styrker vores tro på, at et fly styrtede i søen under krigen, siger Dan Ersted Møller.

 

Foto: Dan Ersted Møller, Viborg Museum

Læs også

Dykning og havet

Flotte resultater ved VM

De danske deltagere ved VM i Fridykning i Beograd i juni måned gjorde en gæv indsats, og leverede fine resultater for deltagelsen. Især Anna-Marie Christiansen (på billedet til venstre) og Anette Rafen Ottzen (til højre) […]

Dykning og havet

Uro ramte dykkerferier

Uroen i Egypten tidligere på året ramte mange dykkerferier. Udenrigsministeriets anbefaling om at aflyse alle ‘ikke-nødvendige’ rejser gjaldt nemlig også dykkerferierne til landet, hvoraf nogle blev aflyst med meget kort varsel. Det skete selvom en […]