Stor fotokonkurrence: I år bliver temaet sort-hvidt

Undervandsfotograf i Begtrup vig ved Mols. Foto: Fotoudvalget /DSF
Undervandsfotograf i Begtrup vig ved Mols. Foto: Fotoudvalget /DSF

En ny fotokonkurrence går på jagt efter sportsdykkernes allerbedste billeder.

Fotoudvalget i Dansk Sportsdykker Forbund indbyder undervandsfotografer i forbundet til at deltage i en fotokonkurrence på medaljer om at tage Danmarks bedste undervandsbilleder.

– Vi genoptager traditionen med at lave indsendelseskonkurrencer – det vil sige konkurrencer, hvor folk sender de bedste billeder, som de har, siger Morten Rasmussen fra Fotoudvalget til Sportsdykkeren.

De sidste mange år har man afholdt konkurrencer i undervandsfoto, hvor fotograferne er mødtes på samme sted, og samtidig er gået på jagt efter de bedste billeder.

Med en indsendelseskonkurrence kommer konkurrencens vilkår til at ligne dem, der gælder ved de nordiske mesterskaber. Der konkurreres i makro, vidvinkel og temaet, som i år er sort-hvide billeder.

Første gang med digitale billeder

Det er første gang siden digitalkameraet blev standard, at man gennemfører en indsendelseskonkurrence under Sportsdykkerforbundet. Og Morten Rasmussen har høje forventninger til konkurrencens niveau.

– Vi inviterer folk til at sende de bedste billeder, som de har fra de seneste tre år. Og jeg forventer virkelig at se flotte billeder i konkurrencen, siger han. Han opfordrer samtidig alle sportsdykkere med gode billeder til at deltage i konkurrencen.

Fotoudvalget håber, at konkurrencen kan blive en fast tilbagevendende begivenhed, og på den måde også sammen med DM kan være adgangsbillet til VM. I år er det dog udelukkende æren og medaljer, der er på spil i konkurrencen, oplyser Morten Rasmussen.

Også for video

Som noget nyt, så åbner man også for video-bidrag til konkurrencen. Og Morten Rasmussen er på forhånd spændt på, hvilke bidrag, der kommer ind. 

– Vi glæder os meget til at se, hvor mange der vil bidrage, og hvordan niveauet bliver. Personligt tror jeg, at det kan give virkelig flotte videoer, siger han.

Krav

  • Det er kun medlemmer af Dansk Sportsdykker Forbund, der kan deltage i konkurrencen. Billeder og video skal være afleveret inden 30. april klokken 23.59.
  • Der er tale om en jury-konkurrence, hvor juryen udvælger de bedste billeder.

Læs meget mere om konkurrencen og de formelle krav på udvalgets hjemmeside.

Læs også

Dykning og havet

Uro ramte dykkerferier

Uroen i Egypten tidligere på året ramte mange dykkerferier. Udenrigsministeriets anbefaling om at aflyse alle ‘ikke-nødvendige’ rejser gjaldt nemlig også dykkerferierne til landet, hvoraf nogle blev aflyst med meget kort varsel. Det skete selvom en […]