Oprydning i naturen trak mange til dykkerarrangement i Næstved

Masser af affald af metal og plastik, gamle flasker, cykler, knallerter – og endda et wc, ammunition og en kropsstor dukke i våddragt var blandt fundene, da Næstved Sportsdykkerklub søndag gennemførte et arrangement, hvor der blev indsamlet affald i kanalen i Næstved.

Det er en kilometerlang kanal, der forbinder havnen i den Sydsjællandske by med havet.

Meget stor opmærksomhed på indsamling af affald

Fem dykkere var i vandet, og op mod 30 tilskuere så på, da Sportsdykkeren søndag kiggede forbi arrangementet. Det blev gennemført under svingbroen, der leder en af de store indfaldsveje til Næstved over kanalen.

– Vi er overraskede over, at der er så stor opmærksomhed på arrangementet. Vi er blevet kontaktet af mange af de lokale medier, og der er mødt mange nysgerrige frem, som vi altså ikke har set tidligere, fortæller Morten Kristensen fra Næstved Sportsdykkerklub, der stod bag arrangementet.

De fremmødte kunne få kage og informationer omkring affaldsindsamling i naturen – men der var samtidig mulighed for at tage en snak med medlemmerne af den meget aktive dykkerklub.

Fundene i kanalen var store og nok overraskende – men forholdene for dykkerne var ikke noget at skrive hjem om – de måtte nærmest mærke sig frem hen over bunden i meget dårlig sigtbarhed. 

Sponsoreret af forening

Arrangementet i Næstved kom i stand efter en henvendele fra foreningen Ren Natur.

-De skrev til udvalgte foreninger i Næstved, og ville tilbyde at sponsorere arrangementer, hvor man ryddede op i naturen. Så skrev jeg tilbage til dem og spurgte, om de havde overvejet at gøre det i vand. Og det synes de var en rigtig god ide, fortæller Morten Kristensen.

Forbund også en del af kamp for ren natur

Dansk Sportsdykker Forbund er som organisation også gået ind i kampen om en mere ren natur under vandet. Det kan du læse mere om her.

tip os

Læs også