Fiskere skabte livsfarlige situationer i dykkerpark: Nu kan de ende i fængsel

Spøgelsesnet er kendt for at være meget farlige for dykkere. Foto: John Martin Davies /Wikimedia Commons.

En række farlige nærved-hændelser i en dykkerpark får nu myndighederne til at stramme op overfor fiskere i Limfjorden.  Fra den 1. august bliver der nemlig indført forbud mod fiskeri i området omkring Salling Aqua Park, der er en stor dykkerpark i Limfjorden ud for Glyngøre.

Det har Søfartsstyrelsen besluttet – og overtrædelse af forbudet kan straffes med bøde eller i værste fald med fængsel i op til et år, oplyser styrelsen.

Tidligere har der ikke været ret meget fiskeri i området – men efter dykkerparken og det tilhørende stenrev er blevet etableret har der været et kæmpe boost i antallet af hummere.

– Der kommet helt vildt mange hummere i parken, og det har fritidsfiskerene opdaget. De har fisket med enkelte tejner, men har mest brugt net – og det i et omfang, så vi engang talte 25 forskellige net spændt ud i det område på størrelse med et par fodboldbaner, som dykkerparken udgør, fortæller Jan H. Opstrup, der er formand for Salling Aqua Park.

Han fortæller, hvordan elevhold har måttet opgive at dykke i parken, hvor der nogle gange kun var en enkelt meter eller to mellem nettene.

Desuden er dykkere er flere gange blevet viklet ind i hummernettene.

– Jeg prøvede det selv i lige før sommerferien. Vi var tre dykkere ude, og vi kunne ikke se nettet, før vi sad fast i det. Heldigvis er ingen kommet noget til som følge af disse situationer, men det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er sjovt. De mange hændelser var årsagen til, at vi allerede i foråret tog en dialog med Søfartsstyrelsen om at lave et fiskeriforbud på dykkerparken, fortæller han.

Hummerfiskeri forbydes

I sommermånederne er der ikke noget problem, da fiskeriet efter hummer her er forbudt. Men Søfartsstyrelsen valgte at hastebehandle henvendelsen, så den er i kraft, når hummersæsonen for alvor starter igen i september.

– Vi var faktisk der, hvor vi overvejede at lukke parken for dykkere, fordi det simpelthen er for farligt at svømme der, når der er så mange net. Ud over de afmærkede net, så fandt vi nemlig også tre spøgelsesnet, der sad fast på de skarpe sten i stenrevet. De var i sagens natur ikke mærkede, og sad fast omkring rev og vrag i parken. De var ikke til at se under vandet – og en helt anden sag var, at de var fyldt med hummere, der nu dør på havets bund uden noget formål, siger Jan H. Opstrup. Spøgelsesnettene er efterfølgende blevet bjerget af Fiskerikontrollen.

Han oplyser, at mens der har været mange positive reaktioner fra dykkerverdenen, så har reaktionerne fra fiskerne været anderledes afdæmpede.

– Jeg tror ikke, at de vidste, hvor farligt deres praksis var. De troede, at vi let kunne se nettene og svømme uden om, og de er overraskede over, at det ikke er tilfældet, siger formanden.

Han fortæller, at gruppen bag Salling Aqua Park nu skal i gang med en informationskampagne, der skal informere fiskerne om de nye regler i dykkerparken i de lokale havne. Ellers er fiskeriforbuddet at se i blandt andet de elektroniske søkort.

tip os

Læs også