Stort dykkerarrangement i Svendborg: Dykkere vil fylde container med skrald fra havet

Fynske dykkerklubber samler affald ind
Fynske dykkerklubber vil søndag indsamle affald på Sydfyn. Foto: Søren Helleskov Meier Olsen.

Dykkere fra det sydlige Fyn og Langeland vil søndag gennemføre en omfattende oprydning af havbunden i Svendborg Havn.

Der er alt for meget affald og plastik i havet – nu er tiden inde til at rydde op.
Det mener en stor gruppe dykkere fra de to lokale dykkerklubber Delfinen og Dråben, der sammen med dykkere fra blandt andet Langeland søndag står bag en storstilet indsamling af affald på havbunden i Svendborg Havn.
– Der ligger virkelig meget affald i havnen. Der er alt lige fra det store som cykler og indkøbskurve til masser af plastikaffald. Man ser det ikke på havets overflade, men når vi dykker, så kan vi se, hvor slemt det virkelig er, siger Kim D. Laursen, der er en af arrangørerne bag arrangementet.

Med tilladelse

Arrangementet sker med tilladelse fra Svendborg Havn, der stiller en container til rådighed til at fjerne skraldet.
– En container er stor, men vi har en forventning om at kunne fylde den på nogle timer, siger Kim D. Laursen.
Med arrangementet genoptager klubben en gammel tradition med at holde havnen i Svendborg ren under havets overflade.
– For vores klub er det hjerteblod at bekæmpe forureningen i havet – men det er også noget der samler vores klubber og skaber sammenhold, siger Kim D. Laursen.

Praktisk info:

  • Arrangementet starter den 19. maj klokken 09.00. Der dykkes fra havnekontoret ved Fiskehandleren på Svendborg Havn.
  • Dykkere fra fem forskellige sydfynske dykkerklubber ventes at deltage i arrangementet. Der er således lagt op til et større event i den lokale dykkerverden.

tip os

Læs også