Gammel kæde gav vild ide – herefter donerede næsten 178 til projektet

Kæder i lillebælt
Sådan ser kæden i Lillebælt ud. Foto: Henrik Zimmermann.

Af Jakob Olling, Foto af Henrik Zimmermann

En ide om at erstatte en gammel kæde på bunden af Lillebælt udviklede sig i sommers til et enormt projekt, hvor en flok frivillige dykkere fik udlagt tre kæder for at øge dykkersikkerheden.

Dansk Sportsdykkerforbund gav 10.000 kroner – og en række dykkerbutikker gav også til projektet. Men det er donationer fra en meget lang række private dykkere, der i dag rører Sune Pedersen mest.

– Det er helt vildt, så mange der har valgt at give penge til den her vilde ide. Der er private, der har givet 1.000 kroner til det projekt her. Det har virkelig rørt mig dybt, siger han efter en travl sommer, hvor en vild ide pludselig stak af for dykkeren fra Skive, og pludselig gjorde ham til midtpunkt i et stort projekt, hvor der blev udlagt en række kæder i Lillebælt.

– Det startede sådan set, da kæden ude til den gamle fiskekutter Kon-Tiki sprang. Det var rigtig ærgerligt, fordi kæden har betydning for sikkerheden ved dyk derude. Men jeg kunne få en gammel kæde, der kunne erstatte den gamle, og derfor begyndte jeg at spørge rundt, om nogen havde lyst til at give lidt til udgifterne til benzin og de udgifter, der nu var til projektet, fortæller Sune Pedersen.

Og det var der. I løbet af få uger løb rygtet som en løbeild gennem dykkermiljøet – og det strømmede ind med donationer. Derfor sadlede den lille gruppe, der nu stod bag projektet, om, og besluttede i stedet at gå efter en bedre kæde i rustfrit stål.

– Det gik pludselig slag i slag. Det var vildt, så stort det voksede sig, og så travlt vi fik. Vi, der arbejdede med det, har jo altså både fuldtidsarbejde og en familie derhjemme – så det var ret intensivt for os, at det pludselig gik så stærkt, fortæller han.

Fra en meget høj startpris pr. meter kæde, så lykkedes det at forhandle prisen ned – og så var der pludselig råd til at etablere tre forskellige kæder i lillebælt. Den første var næsten givet – fra Kongebrogaarden til Kon-tiki, der erstatter den eksisterende kæde. Dernæst fra Dykkerklubben Aktiv og ud til den ny bropille – og sidst, fra et sted imellem Søbadet og Kongebrogaarden, er der trukket en kæde ud til den ny bropille. 

– De ligger ret tæt, og er man frisk på et strømdyk, så kan man faktisk ramme alle tre kæder under et enkelt dyk, siger han.

Det var dog ikke kun de mange mennesker, der donerede eller havde spørgsmål til projektet, der kostede tid. Hele arbejdet blev nemlig ordnet med frivillig arbejdskraft, og de mange frivillige skulle organiseres, der skulle hyres både og skaffes for eksempel bespisning til dem.

– Vi i arbejdsgruppen blev næsten lagt ned. Det var virkelig stort. Men det lykkedes at få etableret det hele, fortæller Sune Pedersen.

Selve udlægningen foregik i sommer, hvor en større gruppe dykkere mødtes for at udlægge  kæderne.

Dykkerne mødtes tidligt om morgenen, og to både stod til rådighed, En med en stor motor, og en med en mindre. Samtidig var en lang række forberedelsesarbejder lavet på forhånd. 

I løbet af nogle timer blev kæderne lagt ud – kun ved Kon-Tiki var der mindre problemer. Den kraftige strøm betød nemlig, at der her måtte laves ekstra dyk. 

Ved middag var der mad og kage – og aktionen forløb uden problemer. 

Det største problem opstod sådan set i dagene op til udlægningen, hvor de stigende priser på metal dog næsten var ved at vælte hele projektet. 

– Det lykkedes heldigvis at få den sidste rabat på plads, så det kunne lade sig gøre. Og kæderne er nu lagt ud, siger han.

Det afgørende i projektet er at etablere sikkerhed for de mange dykkere, der bruger bæltet.

– Kæderne er sikkerhed. Det er også det, der gør at så mange dykkerklubber og forretninger givet. Der er tryghed i, at man ved, hvor dykkerne er – og er der strøm, så kan en dykker i værste fald trække sig ind med kæden. Vi har den udfordring i Lillebælt, at mange steder virker kompasserne ikke – for eksempel på grund af jernet i broerne. Men med kæderne er man sikker på, at ingen kommer til at lave noget vanvittigt, fordi de farer vild, siger han.

tip os

Læs også