Ny, stor fotokonkurrence for dykkere: Temaet er action

Foto: Fotoudvalget
Foto: Fotoudvalget

Årets store fotokonkurrence fra sportsdykkerforbundets Fotoudvalg stiller skarpt på action-billeder.

– Det må gerne være uskarpt, hvis det ellers er fedt.

Sådan lyder den kontante besked fra Morten Rasmussen fra Fotoudvalget i Dansk Sportsdykker Forbund om årets fotokonkurrence, der i år stiller skarpt på actionbilleder som en af årets kategorier.

– Vi vil gerne se kreative billeder – mere end normalt. Gerne eksperimenterende – og gerne noget andet. end det, som vi plejer at se, fortæller Morten Rasmussen, netop som årets fotokonkurrence er skudt igang.

Der er tale om en såkaldt indsendelseskonkurrence for medlemmer af Dansk Sportsdykker Forbund, hvor man må deltage med ét element i hver konkurrence.

Der er deadline den 1. maj – og udvalget håber, at de i år kan motivere dykkerne til at tage chancer, og måske kan lokke helt nye fotoentusiaster til at være med.

– Vi dykkere tager alt for tit de samme billeder. De samme fisk og de samme vrag. Derfor tænker vi, at det kunne være fedt med bevægelse i billedet og dykkere i action. Men jeg vil helst ikke sætte for mange ord på, hvad folk kunne skabe. Vi vil virkelig gerne have, at medlemmerne er kreative og tænker helt ud af de vante rammer, siger han.

Flere forskellige konkurrencer

Som sidste år er der fire forskellige kategorier i konkurrencen: Makrofoto og Vidvinkel-billeder er tekniske konkurrencer, hvor der forventes billeder af en høj teknisk kvalitet. Video-konkurrencen er et tiltag, der stiller skarpt på bevægelser i billederne og forløb – og så årets tema, der altså er stillbilleder af actionbilleder.

Som fotograf, skal man være særlig opmærksom på netop action-billedet. Det kan som sagt godt være uskarpt – men det skal gerne rumme en fortælling eller være meget udtryksfuldt med farver eller motiv, siger Morten Rasmussen.

Han håber også, at flere vil tage udfordringen op, og indsende video til konkurrencen.

Sidste år blev der kun indsendt to bidrag, og udvalget valgte derfor ikke at uddele præmier i kategorien.

– Vi håber, at flere vil tage videodelen til sig. Sidste år så vi, at rigtig mange deltog i konkurrencen, og tog den til sig, så vi håber, at det også kommer til at gælde for videodelen, siger han.

Du kan læse mere om konkurrencen i dette link: kortlink.dk/xcr9

Læs også